Queergruppen
Det er ikke terapi, men et pauserum og støtterum for ligesindede, hvor du også har mulighed for at få anonym rådgivning.
Målgruppen for Queergruppen
Tilbuddet er målrettet dig mellem 15-20 år som har lyst til at være fast deltager i en gruppe med andre, der lige som dig har problemer med for eksempel rusmidler, hjemløshed, familie der truer om eller har smidt dig ud hjemmefra, fordi du er LGBTQIA+.
Måske du lever et vildt liv, har dobbelt- eller multipel minoritetsstatus, er i gråzone- eller andet sexarbejde, er frakoblet de sociale fællesskaber som uddannelse og arbejde, og/eller har psykiske udfordringer.
Queer og social udsathed
Når du er queer, kan du være socialt udsat på en måde, som er anderledes, end for andre udsatte unge.
Det kan være du kommer fra et ressourcestærkt hjem, men alligevel ender i udsathed og hjemløshed, fordi dine forældre ikke er accepterende; at du ikke føler, at du hører til i andre fællesskaber, fx i skole og arbejde, og måske derfor finder fællesskaber, der drejer sig om fester, stoffer, alkohol og miljøer som ikke er gode for din udvikling.
Det at være transkønnet i sig selv gør, at man er mere udsat end andre.
Derfor kan flere transpersoner nyde godt af et fællesskab med ressourcer og indsatser, der styrker og klæder jer på til voksenlivet.
Queergruppen har særligt fokus på, at hvis man er BIPOC queer, det vil sige LGBTQIA+ person med minoritetsbaggrund, så er der nogle andre sværere vilkår for at deltage i LGBTQIA+ miljøets tilbud, udover at indgå i samfundet som sådan. BIPOC LGBTQIA+ status udgør en særlig dobbeltminoriseret udsathed.
Hvornår og hvor
Hver onsdag kl. 17-22 i De Unges Hus, Haderslevgade 19-21, Vesterbro – ved Enghave Plads og metrostation.
Hvad kan du forvente?
Forventningen er, at alle køn deltager i gruppen, også dig der måske er i en ‘søgende’ fase.
Vi har særligt fokus på at etablere et trygt rum for unge transkønnede – med særlig bevidsthed om at transkvinder ofte ikke deltager i tilbud til LGBTQIA+ personer. Vi har derfor særlig opmærksomhed på, at de skal inviteres ind i gruppen.
Vi vil gerne have, at unge mellem 20-23 bliver ‘ambassadører’ og ‘rollemodeller’ for gruppens yngre deltagere.
Der er også mulighed for anonym rådgivning, såsom hjælp til at få styr på økonomi, søge bolig og andre ting - og en bisidderordning, hvis du ønsker støtte ved møder med forskellige myndigheder.
Der vil blive arbejdet med aktiviteter og projekter, også i samarbejde med andre, både indenfor og udenfor queer miljøerne.
Initiativerne sker på gruppens præmisser, og målet er en individuel, positiv udvikling i rammerne af fællesskab.